"se de store maskiner" - foredrag af Lone og Søren
Oprettelsesdato: Dec 09, 2014 12:39:34 PM
Tirsdag den 25. november 2014 mødtes igen i foreningen til et nyt arrangement. Og sikke et dejligt fremmøde af både medlemmer og ikke medlemmer - 45 blev det til. Foredraget som var en kombination af billeder og fortælling af Lone og Søren fra Sorvad, blev afholdt på Møllehjemmet i Auning.
De har været af sted to gange men det var hovedsageligt den sidste tur vi hørte om.
Det er næsten ikke til at komme ind på alt det de fortalte men bl.a. billederne af de "over size" maskiner som en helt almindelig bil kørte af sted med - alt kunne åbenbart transporteres ved hjælp af en "pickup" - var/er da et syn vi ikke oplever her i Danmark. Sådan noget som mobile siloer kommer nok heller ikke på tale her. Søren deltog i høsten på lige fod med de andre arbejdere, heraf en del danskere som blev hyret i Danmark. Der blev høstet dag og nat undtaget ved "Harvest band" dvs. forbud mod at høste da der er stor risiko for brand, det sker når det er varmt og meget blæsende. Dem der havde fri sørgede for indkøb og aftensmad til de andre. I tilfælde hvor der ikke var tid til at komme hjem blev aftensmaden bragt ud til arbejderne på markerne. Vi så også billeder af deres indkvarteringshuse, som Søren sagde ville de være nedrivningsværdige i Danmark! Men der var hvad der skulle være.
En jul i Australien så og hørte vi også om. Hvad mener I om at holde jul i 40 graders varme........ Lone og Søren havde medbragt noget julepynt såsom kravlenisser og kræmmerhuse bare for at skabe lidt julestemning og så gik den store jagt efter de rigtige ingredienser til en klassisk julemiddag. Bruce (deres vært) plejede ikke at holde jul sådan (den holder de den 25.) og slet ikke inviterer hans arbejdere til julemiddag men i anledning af Lone og Sørens besøg så blev der holdt den helt store julemiddag hvor dem som Søren havde høstet sammen med deltog i.
Det var et meget interessant foredrag specielt for dem med interesse for maskiner og høstafgrøder men helt sikkert også for andre.
Aftenen sluttede af med kaffe og dejlig kage som Møllehjemmet havde bagt.
Tak til Lone og Søren.