Onsdag den 17. november 2021, Foredrag "Hjem til gården" ved Michael Brams
Oprettelsesdato: Dec 15, 2021 11:48:45 AM
Foredrag med Michael Brams om hans deltagelse i tv programmet Hjem til gården på TV2.Onsdag den 17. november mødtes 29 på Ørsted bibliotek for at høre Michael Brams fortælle om sin deltagelse i tv programmet Hjem til gården. Tak til Birgitte fra biblioteket for hjælp.
Michael er oprindeligt fra lokalområdet, har gået i skole i Vivild, bor nu i Aarhus, hvor han er folkeskolelærer, bartender og spiller banjo i sømandsorkestret Skoleskibet. Michael havde set tidligere udgave af programmet sammen med sin kæreste Astrid Laursen. Da han var næsten færdig med sin uddannelse til lærer og mens han skrev sin bachelor, havde han tid til overs. Han besluttede så at han ville være med i programmet. Han tog til casting i Aarhus, hvor der var flere tusinde, som også ønskede at deltage. Efter endnu en casting i København, blev han udvalgt som en af de 14, som deltog i programmet i 2020. Deltagerne skulle skrive under på en 12 siders kontrakt, hvor der bl.a. stod at de havde tavshedspligt og ikke måtte tale med hverken andre ansøgere/deltagere eller folk fra produktionen. Da optagelserne fandt sted under Aarhus festuge og det var helt utænkeligt at man som bartender kunne holde fri her, måtte Michael fortælle en historie om at han skulle gå på Caminoen, kun de allernærmeste fik at vide hvor han skulle hen. Først da deltagerne var blevet sejlet til Møn, hvor de kom til gården, hvor optagelserne skulle foregå, måtte man tale sammen og lære hinanden at kende. Deltagerne var meget forskellige og havde forskellige grunde til at deltage. Man kunne vinde 500.000 kr. Deltagerne måtte aflevere telefoner og ure, hvilket Michael fandt var en befrielse. Noget af det bedste ved at deltage, synes Michael, var muligheden for at fordybe sig i opgaverne og samværet uden hele tiden at skulle forholde sig til verden udenfor. Deltagerne fik mikrofoner på og skulle gå med dem fra de stod op og til de blev ”puttet” om aftenen. Det betød at produktionsfolkene kunne høre alt hvad der blev sagt, og kunne vende tilbage til deltagerne, for at få dem til at gentage det sagte og filme det. Nogen gange flere gange. Filmholdet forsøgte helt bevidst at få mere dramatik ind i optagelserne, og som tvseer bliver vi en smule snydt og deltagerne manipuleret i en bestemt retning. Ventetid – ventetid – ventetid siger Michael var en stor del af opholdet. F. eks ved tvekampen, deltagerne møder på pladsen, men så skal de have mikrofoner på og kameraerne skal rigges til. Mange timers daglige optagelser klippes sammen til programmer af 1. times varighed på tv. Selv om der tilsyneladende kunne være en hård tone i programmet er deltagerne stadig venner og har kontakt med hinanden. De har deltaget i hinandens private fødselsdags fester.
En rigtig god og interessant aften.