Graceland Randers

Oprettelsesdato: Feb 06, 2014 10:56:48 AM

Tirsdag den 28. januar blev det første arrangement i 2014 afholdt. Heldigvis ingen snestorm og den sne der lå som et hvidt tæppe overalt, hindrede ikke de 53 voksne og 1 barn i at komme frem til Graceland Randers. Et dejligt antal deltagere som vidner om at Elvis stadig er interessant og populær. Og en fantastisk opbakning af vores arrangement.At Henrik Knudsen desværre var forhindret og ikke kunne være rundviser og fortæller, tror jeg ikke en eneste var ked af efterfølgende. Stig Ulrichsen, som har været med lige fra den spæde ide til nu, var en meget engageret og værdig afløser. Han har skrevet flere artikler og tre bøger om Elvis Presley. Derudover er han foredragsholder.

 

Stig lagde ud med at fortælle om ideén og hvordan den blev realiseret. Tanken opstod ved et besøg i Memphis hvor Henrik Knudsen, pludselig fik den idé at bygge en kopi af SUN-studioet. Det blev dog hurtigt forkastet til fordel for en anden – nemlig en kopi af Graceland. Og derfra gik Henrik så i gang med at finde sponsorer. De gik fra et budget på 5 – 6 millioner til da det færdige resultat stod klart - 26 millioner kroner. Vi fik en detaljeret beskrivelse af selve huset kontra indretningen i Graceland Memphis.

Stig fortsatte med små anekdoter og historier om Elvis. Fortalt til Stig, af venner, familie og andre med tilknytning til Elvis. Vi hørte om hans barndom med en overbeskyttende mor, hans soldater- og filmtid, hans familie, hans gavmildhed, hans misbrug og hans sidste dage.

Der kom en del overraskelser frem bl.a. at Elvis’ hårfarve oprindeligt var brun, at han i en periode, pga. en nedgroet negl,

havde to forskellige størrelser sko på osv. Vi gik igennem museet og fik fortalt om de forskellige effekter og næsten altid med en lille historie bag. Inden vi fik set os om var der gået tæt på to timer og vi takkede Stig for en meget underholdende og berigende rundvisning. Som ikke Elvis fans også fik meget ud af. 

Graceland Randers havde åbnet op for mulighed for køb af kaffe og kage. En del deltagere tog imod tilbuddet og hyggede sig efterfølgende ovenpå i selskabslokalerne.

 

En dejlig vinteraften blev tilbragt i godt selskab. Og at forlade Graceland Randers til toner af Elvis gav den bedste afslutning på besøget.