Ib Laursen i Ribe

indsendt 11. okt. 2017 11.22 af Soenderjylland Familie og Samfund
Mandag, den 9. oktober var vi 21 deltagere på et meget spændende virksomhedsbesøg hos Ib Laursen i Ribe.
Direktør Peter Laursen viste rundt i hele virksomheden herunder det meget spændende showroom. Her findes alt indenfor brugskunst lige fra porcelæn, kurve, borde i massive lastbil-planker (genbrug), kasser i træ brugt til murstensproduktion i Indien, gavepapir, glas og udendørs lanterner, puder og pyntegenstande osv. osv.

Efter rundvisningen fortalte Peter Laursen om virksomheden, og om hvordan hans forældre i sin tid grundlagde denne engrosvirksomhed. I dag er der ca. 55 ansatte og alt importeres fra Kina og Indien. Men der udvikles også egne produkter af kreative medarbejdere i huset. Største marked er Tyskland, men også Norden, England m.fl. foruden naturligvis hjemmemarkedet er aftagere, som fortrinsvis er selvstændige virksomheder udenfor de store butikskæder. Via store messer i bl.a. Danmark og Tyskland samt rundt i Europa markedsføres produkterne, ligesom der er ansat sælgere og agenter.

Peter Laursen fortalte også lidt om fremtidsplaner med udvidelser og nybyggeri - fortsat med hovedsæde i Øster Vedsted ved Ribe - hvor firmaet har sine rødder og et godt udgangspunkt for modtagelse af containere fra havnen i Hamborg. Også firmanavn og logo har man gjort sig mange tanker omkring, så oprindelsen i Ribe kan gå i hånd i hånd med de internationale tendenser i firmaet.

 

 
 
 
 
 
 

Comments