Fyn‎ > ‎Set og sket‎ > ‎

Sanderumgaards Romantiske Have

indsendt 13/09/2011 11.00 af Inge Køjner   [ opdateret 02/12/2011 11.12 ]
Odense SV har den 7. september 2011 været på besøg på Sanderumgaard.

Det havde været silende regn dagen før og hele formiddagen, men ved middagstid lysnede det, og vi kunne starte vores udflugt i strålende sol, og det gode vejr varede ved.

Så vi var 18, der blev budt velkommen af Erik Vind og blev vist ind i Herskabsstalden, hvor vi fik en halv times historie, fra dengang Johan Bülow anlagde haven og til nu, efter restaureringen og lækkergørelsen, som Erik Vind kaldte det. Mens vi sad der i den flot renoverede stald, skinnede solen ind på os, så vi glædede os meget til at komme ud og opleve haven.

Efter en dejlig vandretur med besøg i Kildehytten, Marieshvile, Tankefuld og Galleriet Sommerlyst, kom vi tilbage til Herskabsstalden, hvor vi nød kaffe og kirsebærkage. Der var mulighed for at købe en masse flotte ting, så der blev også handlet.

Det var nu tid at sige farvel og køre hjem, og kort tid efter hjemkomsten regnede det så igen.