Djursland‎ > ‎Set og sket‎ > ‎

Adam Nybo

indsendt 17. nov. 2019 04.02 af Djursland Admin   [ opdateret 17. nov. 2019 04.10 ]

13. november 2019, en mørk og våd aften, fik 20 medlemmer af Familie og Samfund Djursland en livsbekræftende og lærerig oplevelse.
Adam Nybo, en 19-årig ung mand, formidlede gennem foredrag og et flot diasshow fortællingen om sit liv med overskriften "Forfølg dine drømme".
Adam startede fortællingen fra sin fødsel, hvor han det første års tid var et sundt og raskt barn, som udviklede sig helt efter bogen. 13 måneder gammel blev han uden varsel ramt af akut og livstruende sygdom. Der blev stillet diagnosen transversel myelitis, en meget sjælden nervesygdom. På trods af intensiv optræning med massiv støtte fra Adams far, som var fysioterapeut, lykkes det ikke at genvinde Adams førlighed i benene.
Alligevel har Adam altid været aktiv og dyrket mange former for sport. Han fortalte, viste billeder og filmklip fra en barndom og ungdom fyldt med dejlige oplevelser og store udfordringer. Efter studentereksamen i sommers, og et højskoleophold til januar, planlægger han at flytte til
København og starte på jurastudiet. Hans store lidenskab for skiløb, hvor han anvender en "sitski", har bragt ham til Europa Cup. Adams store drøm er at repræsentere Danmark ved de Parelympiske lege. Der kan læses meget mere på hans facebookside; Adam Nybo Paralympisk Ski-team.
Adam fortalte åbent og ærligt om at leve med et handicap, og svarede velvilligt med stor viden på de mange spørgsmål, der blev stillet. Adams mor, som var chauffør for ham denne aften, stillede sig også til rådighed for spørgsmål, og bidrog til nye vinkler.
Adams positive livssyn, hvor han fokuserer på mulighederne frem for begrænsningerne, er beundringsværdig. Det var tydeligt at Adams historie påvirkede tilhørerne rigtig meget. Spørgsmålene viste klart, at beretningen gav anledning til refleksion over synet på livet generelt. Adam gav tilhørerne stof til eftertanke, og skabte en livsbekræftende stemning, som samlet set efterlod en beundring for denne unge mand, og satte hverdagens små udfordringer i nyt perspektiv.
Bestyrelsen vil gerne takke for en dejlig aften, til medlemmer og ikke mindst Adam og hans mor.

Comments